REGLEMENT
Velkommen til Holte Loppemarked 2026
Holte Loppemarked afholdes i perioden 12. april til og med 11. oktober 2026, dog ikke søndag den 16. august.
Brug for hjælp?
Ved akut og alvorlig situation: Ring 112.
Nærmeste hjertestarter er placeret ved indgangen til Holte Midtpunkt, op ad trappen (til højre for COOP365) på Holte Stationsvej.
Har du spørgsmål eller brug for hjælp, kan du finde os på pladsen – vi bærer grønne kasketter. Vi har adgang til standard førstehjælpsudstyr og hjælper, så godt vi kan.
Du kan også ringe til os på loppetelefonen: +45 22 20 05 44.
Telefontid: søndage kl. 6.00–16.00 i hele sæsonen.
Godt at medbringe
• Telt eller pavillon (både ved regn og sol)
• Egne borde og stole - og evt. tøjstativ (vi har ikke udlejning af disse)
• Drikkevand (der er flere steder at købe mad i området)
Giv dig god tid til at pakke ud, og sælg ikke en vare, før du ved, hvad du sælger, og hvad den er værd. Det kan også være en god idé at kende købeloven.
Læs evt. mere her:
https://www.forbrug.dk/artikler/forbrug/test-og-raad/forbrugerguides/brugte-varer/loppemarkeder/
Praktisk information og regler
1. Booking af stand
Standpladser bookes via linket på hjemmesiden eller direkte på www.billetten.dk.
Billet (digital eller print) skal kunne fremvises på dagen.
2. Hvor skal jeg stå?
Dit standnummer fremgår af din billet fra Billetten.dk.
Vi har altid en liste med standlejere på pladsen og hjælper gerne med at finde din stand.
Se også kortet på forsiden – og tjek, at datoen på din billet er korrekt.
3. Aflysning
Markedet aflyses ikke på grund af vejret.
I tilfælde af force majeure (fx Covid-19) kan ændringer eller aflysninger forekomme.
Hvis et marked eller en stand aflyses, tilbageføres beløbet til det betalingskort, standen er købt med (minus billetgebyr).
4. Ankomst
Ankomst skal ske senest kl. 8.00.
Der er mest travlt mellem kl. 7.15 og 8.00, så vi anbefaler at komme i god tid.
Bliver du forsinket, skal du ringe inden kl. 8.00, da standen ellers kan gives til en anden.
Kørsel på pladsen er ikke tilladt mellem kl. 8.00 og 14.00.
5. Videresalg af stand
Videresalg af en stand sker på eget ansvar.
Standen må ikke sælges til en højere pris end den oprindelige, og den nye stadeholder skal kunne fremvise billet/dokumentation.
6. Hvad må der sælges?
Der må kun sælges brugte ting.
Enkeltstående private fejlkøb er tilladt.
Markedet er udelukkende for private. Det er ikke tilladt at sælge:
• nye varer
• lagervarer (nye eller gamle)
• kollektionsprøver eller lignende
• varer produceret med henblik på videresalg
Sælgere må ikke være momsregistreret i relation til de udbudte varer eller sælge varer forbundet med egen virksomhed.
Vurderes salget at være af professionel eller forretningsmæssig karakter, kan det medføre bortvisning.
7. Fødevarer
Der må ikke sælges fødevarer eller drikkevarer på markedet.
8. Affald
Efterlad venligst standen, som du fandt den.
Alle genstande og alt affald skal tages med ved afrejse.
Nærmeste genbrugsstationer findes i Nærum og Birkerød.
Der er tøjcontainere:
• på skovparkeringspladsen tættest på stationen (overfor Netto)
• bag Netto på parkeringspladsen på Rønnebærvej
Det er ikke tilladt at stille affald eller genstande ved eller oven på skraldespande.
Læs mere om affaldshåndtering her:
https://mst.dk/erhverv/groen-produktion-og-affald/affald-og-genanvendelse/affaldshaandtering/affaldsfraktioner/henkastet-affald
9. Adfærd
Upassende adfærd kan medføre bortvisning fra markedet.
10. Fortrydelse af billetkøb
Billetkøb kan fortrydes inden for 14 dage fra købsdato.
Dog kan en billet senest annulleres 14 dage før det pågældende marked.
Ved annullering tilbageføres beløbet til betalingskortet (minus billetgebyr).
Kontakt Billetten.dk på info@billetten.dk.
11. Bil på standen
Bil må gerne parkeres på standen, hvis den kan være inden for standens areal.
Der må ikke fyldes ud over standens grænser af hensyn til sikkerhed og naboskab.
12. Kørsel på markedspladsen
Kørsel er ikke tilladt mellem kl. 8.00 og 14.00.
13. Ansvar og forsikring
Stadeholder er selv ansvarlig for medbragte genstande.
Medbringer du værdifulde ting, anbefales det at tegne en forsikring.
14. Standens størrelse
En almindelig stand svarer til ca. to parkeringsbåse.
En “lille” stand svarer til én parkeringsbås.
Nogle stande kan variere i form og størrelse.
Vi håber, du får en dejlig dag på Holte Loppemarked!